Tekst fra ca. 1886
Melodi: Den jævne simple arbejdsmand
Når lønnen er en smule sløj
og mest’ren kort for ho’det
når arbejdstiden er for drøj
kan man let tabe modet.
Så siger svendene: “Nej stop,
vort arbejd’ ned vi lægger!”
og den, der så det tager op
det er en skruebrækker.
En æreløs og fej bandit,
der svigter alt og alle
og gerne, når han ser sit snit,
la’r sig på maven falde
og kryber for den fabrikant,
der ham i støvet smækker,
en nedrig, lumpen sykofant,
det er en skruebrækker.
Er dagens slid og møje endt
man ham i droske henter,
thi fyren ved nok så omtrent,
hvad udenfor ham venter.
Og Crones eget politi
tilbagetoget dækker
det skal for tørre prygl befri
den arme skruebrækker.
Hans liv det er en fortsat kamp
mod alle ædle tanker;
selv ikke med en portion tamp,
fornuft man i ham banker.
Et skurkeliv er sluttet, når
han sig til hvile lægger,
og på sin grav til indskrift får:
“den lumpne skruebrækker.”