Uniprint-sangen

Uniprint

Tekst: Jesper Jensen – Mel.:”Clementine”

 Hvem har rejst de lange huse

med maskiner indeni

hvem har endnu stress af ræset

 ved det ny maskineri?

Det vi skabte, tar de fra os

 nu er kampen helt konkret

Kammerater, alting starter med vor solidaritet

 

 Hvem har digtet deres regnskab

 med en kunstners fine pen?

En revisor har et stempel

vi har ret – og bruger den

 Direktør og aktionærer

ligger nu som de har redt

Kammerater,  alting starter med vor solidaritet

 

 Der er fed profit i Sverrig

der er guld langs Norges kyst

men for EF’s arbejdsløse

er det kun en fattig trøst

De har magten li’så længe

vi er splittet, vi er spredt

Kammerater, alting starter med vor solidaritet

 

Hvad betyder arbejdsretten?

Vores ret til vores job?

Eller retten for de rige

når fortjenesten skal op?

Hvem har tjent på lov og orden

hvis det går som forudset?

Kammerater,  alting starter med vor solidaritet

 

Hils og sig familien Winther

vi er fler familier her

og vi bygger vores forsvar

på et sammenhold der bær!

Lad dem lokke, lad dem true

de vil finde os beredt

Kammerater,  alting starter med vor solidaritet

 

Om Uniprint-strejken:
70 grafiske arbejderes strejke og protest mod planer om at flytte virksomheden til Sverige. Strejken varede fra 15. januar til 24. marts 1975.

TILBAGE TIL STREJKESANGE.DK